
Everton sikrede sig tidligere på ugen den kroatiske bomber Nikica Jelavic, der i transfervinduet blev hentet i skotske Rangers, hvor han i de seneste to sæsoner har scoret masser af mål.
Det har han tænkt sig at blive ved med i Liverpool-klubben og lader sig ikke slå ud af, at der fra start er et stort forventningspres. Nikica Jelavic kan meget vel allerede være i betragtning til en startplads, når Everton i weekenden møder bundproppen fra Wigan.
- Jeg tror ikke, jeg behøver tid til at falde til. Niveauet er ikke selvfølgelig højere her, men den skotske liga har hjulpet mig og jeg tror ikke, jeg får nogle problemer med at spille her, siger Nikica Jelavic til Liverpool Click.
- Jeg mener, jeg er klar til udfordringen, jeg er klar til at score mål, mål og atter mål. Jeg tror på, at jeg kan score alle slags mål, for som angriber er det nødvendigt med selvtillid i alle former for situationer.
- Jeg er godt klar over, at Everton ikke har scoret så meget i denne sæson, men jeg føler det ikke som noget pres - kun som en udfordring, så jeg vil gøre mit bedste, siger han.
Nikica Jelavic forlod den skotske liga som topscorer med 14 mål efter 24 kampe. Everton har blot scoret 23 gange i lige så mange kampe og er placeret som nummer 10 i Premier League.