Jones: United-karriere ikke gået som planlagt
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Jones: United-karriere ikke gået som planlagt

Det var meningen, at Phil Jones og Chris Smalling skulle være det næste store stopperpar i Manchester United, men sådan er det ikke gået hidtil, og det erkender den ene halvdel af de to.

Chris Smalling og Phil Jones var fast makkerpar sammen på det engelske U/21-landshold, og da Jones kom til Manchester United i 2011, var der store forventninger til de to. Sammen med Smalling, der ankom året før, skulle Jones danne et ustoppeligt stopperpar, der på lang sigt kunne afløse de aldrende Nemanja Vidic og Rio Ferdinand.

Sådan er det ikke gået endnu. Helt ind til deres afsked med Manchester i sommer måtte Ferdinand og Vidic jævnligt i aktion, mens Jonny Evans også spillede; enten fordi Smalling og Jones ikke slog til, eller fordi de var skadet. 

Phil Jones er kender da også, at det United-karrieren endnu ikke har udviklet sig, som de begge håbede for et par år siden. 

- Det blev sagt, at Chris og jeg skulle være de næste midtstoppere i United, men det er ikke gået, som vi gerne ville have det, siger Jones ifølge en række engelske medier.

- Nogen fortalte mig forleden, at vi faktisk kun har spillet ved siden af hinanden fire gange på fire sæsoner. Man kan ikke påbygge et makkerskab på fire kamp. Forhåbentlig kan vi, nu hvor vi har fået et par kampe sammen, blive ved og spille godt sammen. Vi komplementerer hinanden godt.

Jones og Smalling spillede begge hele kampen i søndags, da Manchester United besejrede Liverpool på Anfield, ligesom de udgjorde stopperparet mod Tottenham ugen før.