Premier League

Kannibalen bider nu i Liverpool

Luis Suarez har alle dage stået for mål men også kontroversielle hændelser på banen. Nu er den gal igen for den lille angriber fra Uruguay.

Liverpools Luis Suarez trækker i øjeblikket overskrifter efter sit mulige racistiske udfald udfald mod Manchester Uniteds Patrice Evra i forbindelse med weekendens storkamp.

Tipsbladet mødte for kort tid siden den lille og alligevel store angriber fra Uruguay.

Bragt i Tipsbladet 30. september

Kenny Dalglish - én af de største helte i Liverpools sagnomspundne historie og klubbens nuværende træner - taler ikke et ord spansk.

Det vil sige - næsten ikke. To simple men dog fundamentale ord fik han tillært sig i dagene op til ankomsten af klubbens næstdyreste indkøb nogensinde, den unge uruguayske måltyv Luis Suárez:
»Hola« og »bienvenido«. (Hej og velkommen)

Og det var netop de to ord, Dalglish brugte, da han hilste på Suárez første gang. Kort tid efter viste Dalglish sin nye spiller den store tiltro at give ham klubtrøjen med nummer syv på ryggen - den trøje, som King Kenny selv spillede med i sin aktive tid i klubben.

Blot to uger senere var det en realitet, at nyerhvervelsen havde levet op til Dalglishs forventninger, og mere til:

»Hvis nogen havde sagt til mig, at Suárez ville være så hurtig til at tilpasse sig holdet og den engelske spillestil, så ville jeg ikke have troet ham,« sagde træneren på en pressekonference.   

Dalglish var med andre ord overrasket. Og det er ét af de stærkeste karaktertræk ved Suárez: Han overrasker. Både på og uden for banen.

Han gik fra en ydmyg barndom i Montevideo til at spille for Nacional, som er én af de største klubber i Uruguay. Herefter skiftede han til hollandsk fodbold, først for Groningen og siden Ajax, hvor han endte som topscorer og anfører med ikonstatus i en alder af bare 23 år.

Italieneren Michele Santoni, assistenttræner og videoansvarlig i Ajax i perioden, kan skrive under på Suárez' evne til at overaske.

»I begyndelsen af 2010 lige midt i sæsonen lavede man en analyse af antallet af farlige situationer, der var skabt af angriberne i den hollandske liga. På andenpladsen kom japanske Honda fra VVV Venlo med 94. På tredjepladsen var El Homdoui fra AZ med 60. Luis Suárez var helt oppe på 336 farlige situationer. Fuldstændig absurd. Jeg var ved at vælte bagover, da jeg så den statistik. Jeg havde aldrig set nogen som ham,« siger han til Tipsbladet.

Bruno Silva, landsmand og holdkammerat i Groningen og Ajax, beskriver Suárez i klare vendinger for det uruguayanske dagblad El País:
»Han var altid den første til at indfinde sig til træning og den sidste til at gå igen. Han var en eksemplarisk anfører.«

Guds hånd
Bruno Silva mener, at det er takket være den store succes i fodboldåret 2010, at Luis Suárez lige nu strutter af spilleglæde og selvtillid og kan nyde livet i Liverpool - senest med en flot scoring mod Wolverhampton.

Nok bragte det forgangne år ham stor fodboldmæssig ære på det personlige plan. Blandt andet endte han sæsonen 2009/2010 som topscorer med 48 mål i 49 kampe - europæisk rekord.

Men Suárez var også hovedpersonen i en kontroversiel aktion, der på én og samme tid gjorde ham berømt, berygtet, hadet og elsket verden rundt.

»Nu er det mig, der har »Guds hånd«,« sagde han efter VM-kvartfinalen mellem Ghana og Uruguay den iskolde aften den 2. juli i Johannesburg.

Hovedstødet fra ghanesiske Dominic Adiyiah virkede dømt til at havne i netmaskerne, men Suárez sprang op og blokerede forsøget med hånden. Det efterfølgende røde kort viste sig betydningsløs: Uruguay gik videre til VM-semifinalerne ved at vinde den efterfølgende straffesparkskonkurrence.

I Uruguay fik Suárez instant heltestatus.

»Han er ikke en helt, han er intet andet end en gemen snyder. Guds hånd? Det var Djævlens hånd,« sagde Adiyiah efter kampen. Også FIFA fordømte hans aktion.

Den engelske avis Daily Mail har citeret Suárez for at sige, at han har fortrudt sin aktion. Men det citat kan uruguayeren ikke genkende.

»Det var det hele værd at blive smidt ud på denne måde. For mig var det den bedste redning ved hele VM, men jeg forstår godt, at det var en kontroversiel episode,« siger han i dag til Tipsbladet.

Selv Uruguays træner, »El Maestro« Oscar Tabárez, har ikke lagt skjul på, hvad han mener om sagen:

»Kort efter målet fik jeg en besked fra en af lederne fra forbundet om, at Suárez' hånd er Guds og Jomfru Marias hånd. Sådan opfatter uruguayanerne situationen,« har Tabárez sagt.

Sikken et paradoks! En målmandsredning gav popularitet og udødeliggørelse til en mand, der blev født i den søvnige by Salto, og som ellers har gjort sig berømt ved sin evner som målmaskine.

Læs mere på næste side