Video : Tipsbladet
Premier League

Karius er Liverpools førstemålmand siger Klopp

Loris Karius blev hentet til Liverpool i sommers, og nu har han endelig sat sig fast på målmandsposten, siger Jürgen Klopp.

Det bliver Simon Mignolet, som står i Liverpools mål, når de tirsdag aften spiller mod Tottenham i EFL-Cuppen. Det er en udtagelse, som bekræfter, at belgieren ikke længere er øverst i målmandshierakiet hos Liverpool. 

Mignolet har siddet på bænken for Liverpool i de seneste fem kampe, efter Loris Karius fik chancen mod Derby County i netop EFL-Cuppen.

- I dette øjeblik har vi en nummer ét, og det er Loris Karius. Sådan er situationen, så jeg kan ikke efterlade dem i tvivl. Der var et øjeblik, hvor vi gav Karius lidt mere tid for at se lidt mere af ham, siger Jürgen Klopp ifølge theguardian.com

- Efter den seneste landskampspause snakkede jeg med dem begge to og tog beslutningen. Der er ikke så meget mere at sige, jeg har taget beslutningen, så for tiden er Karius nummer et, og Mignolet er nummer to. 

Jürgen Klopp åbner op for, at der kommer nogle ændringer i holdet til kampen mod Tottenham, og målmandsposten er en af dem. 

- Mignolet starter 100%, hvis der ikke sker noget under træningen. Det er et luksusproblem for mig. Han var selvfølgelig ikke glad for beslutningen, men han er rigtig professionel omkring det. Vi har haft nogle snakke, og jeg har ikke det perfekte svar at give ham. Han er stadig ikke glad, men lader det ikke gå ud over sin træning, så han arbejder stadig hårdt, siger tyskeren.