King: Ingen ved, hvordan Kante gør
Polfoto: Frank Augstein
Premier League

King: Ingen ved, hvordan Kante gør

Leicester-midtbanespiller Andy King roser sin kollega N'Golo Kanté til skyerne og siger, han og holdkammeraterne ikke aner, hvordan han gør det, han foretager sig på banen.

N'Golo Kanté er den spiller, der har lavet flest vellykkede tacklinger i Premier League. Han bliver betegnet som Premier Leagues største profil i denne sæson - blandt andet af Sir Alex Ferguson.

Kanté kom til den engelske klub fra Caen i starten af august sidste år. Og den 24-årige franskmands holdkammerat og kollega Andy King roser den tidligere Caen-spiller til skyerne. 

- Måden, NG (Kantés kælenavn blandt holdkammeraterne red.) er kommet ind til engelsk fodbold på... Måden, han spiller på. Han er den bedste, jeg nogensinde har set, og som jeg har spillet med. Ingen af drengene ved, hvordan han gør det, men han er en fremragende spiller, og det at han bliver udtaget til det franske landshold, kort før EM begynder, er massivt for ham, siger King til Leicesters hjemmeside. 

N'Golo Kanté og Frankrig står over for Rusland og Holland i landets venskabskampe i landsholdspausen.