Video : Tipsbladet
Premier League

Klopp vil ikke af med Coutinho: Vi er ikke en sælgende klub

Jürgen Klopp gør det klart, at Philippe Coutinho ikke forlader Liverpool denne sommer, selvom Barcelona viser stor interesse.

Barcelona har budt lige i underkanten af 600 millioner kroner for Philippe Coutinho, men Liverpool har afvist buddet på sin stjernespiller, rapporterer Liverpool Echo.

Premier League-mandskabet har heller ikke i sinde at sælge den brasilianske landsholdsspiller, som skrev under på en ny femårig kontrakt tilbage i januar. Det gjorde Jürgen Klopp klart på et pressemøde i Hong Kong, hvor Liverpool i øjeblikket deltager i en træningsturnering sammen med tre andre Premier League-hold.

- Ja (han er ikke til salg, red), men det er ikke siden denne morgen eller i går, det har aldrig været anderledes. Phil er en meget vigtig spiller for os. Han prøver at komme tilbage i sin rytme, men der er ingen tvivl om hans kvalitet. Han er meget klog både offensivt og defensivt, sagde Klopp ifølge Liverpool Echo.

- Den gode nyhed for os er, at han stadig er ung. Han har forbedret sig meget, siden jeg kom her, og han kan stadig blive meget bedre. Jeg ikke overrasket over, at en klub er interesseret i spillere fra Liverpool. Den meget vigtige besked er, at vi ikke er en sælgende klub, og sådan er det, slog den tyske manager fast.