Koeman: Sigurdsson har gennemført lægetjek
Foto: Nigel Roddis/GettyImages
Premier League

Koeman: Sigurdsson har gennemført lægetjek

Everton-manager Ronald Koeman bekræfter, at Gylfi Sigurdsson er i Everton.

Everton har hentet stort ind denne sommer. Michael Keane, Jordan Pickford, Sandro Ramirez og ikke mindst den fortabte søn, Wayne Rooney, der scorede i sit comeback i weekenden, er alle blevet præsenteret på Goodison Park denne sommer. 

Nu ligner det så, at Ronald Koeman snart kan præsentere endnu en transfer. Og den har været længe undervejs.

Der er tale om Swanseas største profil, islændingen Gylfi Sigurdsson, der længe har været sat i forbindelse med et skifte til The Toffees. 

Ronald Koeman bekræftede så onsdag, at offensivspilleren har gennemgået det obligatoriske lægetjek:

- Seneste nyt er, at han har gennemgået lægetjekket. Lægen siger, at der ikke er nogen problemer. Jeg ved ikke, om han stadig mangler at skrive under, men jeg så ham i en blå trøje.

- Jeg taler med Gylfi i aften. Han vil ikke være i spil til kampen i morgen, men måske mandag mod Manchester City. Vi må vente og se, fortæller den hollandske manager under en pressekonference forud for Evertons Europa League play-off kamp mod Hajduk Split.

Gylfi Sigurdsson kostede angiveligt Everton 45 millioner pund. Det skriver SkySports.