Arséne Wenger har været notorisk kendt for at smide en del af de unge knægte i aktion, når det gælder den lille engelske pokalturnering, som i denne sæson hedder Carabao Cup.
En del af de unge er da også udtaget til aftenens kamp hjemme mod Doncaster, og det er en god íde ifølge rekordindkøbet Alexandre Lacazette, som er imponeret af Reiss Nelson og Eddie Nketiah:
- Jeg synes, at Reiss er meget god. Jeg tror, at han bliver en stor spiller for klubben. Han imponerede mig under pre-season, og det er fedt at se ham for U23-holdet. Når han har spillet med os, har han vist sine kvaliteter. Jeg kan også godt lide Eddie. Han er en god angriber på akademiet. Han er meget rolig foran målet og har en fremragende teknik, siger Lacazette til arsenal.com.
Det forventes, at de to unge spillere starter inde i aftenens kamp, som fløjtes i gang 20.45 på Emirates.
Arsenal har vundet turneringen to gange. I 1987 mod Liverpool og i 1993 mod Sheffield Wednesday, mens de var i finalen i 2007 og 2011, som blev tabt mod henholdsvis Chelsea og Birmingham.