Lallana: Vi kan stadig hente United
Foto: Rui Vieira/Polfoto
Premier League

Lallana: Vi kan stadig hente United

Liverpools Adam Lallana tror fortsat på, at hans hold kan indhente Manchester United og sikre den vigtige fjerdeplads i Premier League.

Ganske vist har Liverpool fire point op til Manchester United og en 13 mål dårligere målscore, men Adam Lallana tror på, at hans hold kan hente forspringet. Der resterer tre kampe i sæsonen, og United skal tabe point to gange for at blive overhalet.

De røde djævle har i forvejen tabt sine tre seneste kampe, og Lallana er overbevist om, at Liverpool kan udnytte, at presset er på rivalerne.

- Det er ikke slut endnu. Vi kan stadig slutte i top 4, men vi skal have maksimum point nu. Vi bliver ved med at kæmpe til det sidste. Vi ved alle, hvad der kan ske. United har nogle svære kampe, og jeg er sikker på, at de smider flere point, siger Lallana ifølge Daily Mirror.

I den kommende weekend møder United Crystal Palace, hvorefter man har Arsenal hjemme og Hull ude at se frem til. Liverpool har dog selv et vanskeligt slutprogram med Chelsea ude, Crystal Palace hjemme og Stoke ude.