
Flere engelske Premier League-klubber og den skotske topklub Celtic har vist stor interesse for den transferfri landsholdsmålmand, David James, denne sommer. Alligevel har den karismatiske keeper valgt at fortsætte karrieren i den næstbedste engelske fodboldrække.
39-årige David James, der fylder 40 søndag, har nemlig underskrevet en et-årig kontrakt med Bristol City. I kontrakten er der option på yderligere en sæson, hvis parterne er tilfredse med samarbejdet.
- Jeg har haft tilbud om at fortsætte i Premier League, men det er mere vigtigt, at jeg spiller for den rigtige klub, og at jeg kan være en familiemand, siger David James til BBC Sports.
Bristol City er i gang med planer om et splinternyt stadion, og klubben satser stort på at rykke op i den bedste engelske række. David James, der har 53 landskampe på cv'et, ser store muligheder i sin nye klub.
- Klubben er ambitiøs, og det er jeg også. Sydvestengland har ikke en klub i Premier League, og det skal der laves om på, siger David James.