Leicester blev ikke mestre på Old Trafford - spillede 1-1
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Leicester blev ikke mestre på Old Trafford - spillede 1-1

For anden gang i sæsonen spillede Manchester United og Leicester 1-1, efter Mata og Morgan scorede kampens to mål.

Manchester United mod Leicester. Sidste sæson, da de to mandskaber mødtes på Old Trafford, vandt The Red Devils med 3-1 over The Foxes. I dag kunne djævlene stikke en kæp i hjulet på rævenes mesterskabsjagt med en sejr eller uafgjort. Men alene det, at Ranieris tropper kunne hjemtage mesterskabet på Old Trafford, sagde en del. På Theatre of Dreams. Nu var det imidlertid ikke længere en drøm. Djævle-mandskabet kæmpede om at slutte på fjerdepladsen, der ville give dem CL-kvalifikation. 

Kampen var blot otte minutter gammel, da hjemmeholdet kom foran. Gæsterne fik ikke clearet et indlæg ordentligt, og på bagerste stolpe lukrerede Anthony Martial på den dårlige clearing, som var sikkerheden selv med sin afslutning. 

Blot ni minutter senere udlignede Ranieris drenge. Det skete efter en dødbold, hvor Wes Morgan var sikkerheden selv med et solidt hovedstød. En situation, hvor forsvarsspilleren fik masser af saft og kraft på forsøget og pandede den bag De Gea. Morgan, der efterfølgende løb ud til de medrejsende Leicester-fans og skreg sin glæde ud fra hjertet. 

Efter 37 minutter leverede Mahrez flotte ting og lagde et indlæg indover til Ulloa, der imidlertid headede over mål. Kort forinden havde algiereren sat Daley Blind af med noget, der må kandidere som årets tunnel. En tunnel, der velsagtens førte hele vejen fra Algier til Amsterdam. 

Anden halvleg var blot ét minut gammel, da Morgan headede på mål, og en medspiller var lige ved at ramme bolden med et gyldent touch, men David De Gea fik grebet. Den hårdtarbejdende Okazaki var tæt på at score til 2-1 for Leicester efter en hurtig omstilling, men japaneren fik lige akkurat ikke ramt bolden efter et fladt indlæg fra Danny Simpson. På det efterfølgende hjørnespark kom Ulloa højest, men argentineren headede en anelse over mål. 

Da der var spillet 69 minutter, fik Fellaini en fin mulighed, men belgieren headede forbi Schmeichels højre opstander. Blot minuttet senere leverede magikeren Mahrez nok engang flotte ting og sager, da han afdriblede et par Manchester United-spillere og sidenhen trykkede af. David De Gea var imidlertid sikker i sin indgriben, da han boksede bolden væk.

Efter 77 minutter fik hjemmeholdet en stor chance, da Smalling headede den lille runde på stolpen. Heldet tilsmilede utvivlsomt gæsterne i situationen, men var Ranieris tropper også så heldige og dygtige nok til at tage alle tre point fra djævlene? 

Med to minutter igen af opgøret blev Drinkwater smidt ud for sit andet gule kort i opgøret. På det efterfølgende frispark trykkede Rooney af, men Schmeichel fik bokset bolden væk. 

I overtiden leverede Schmeichel et super stykke målmandsspil, da han kom godt ud af målet og fik sparket kuglen væk. 

Kampen sluttede 1-1, og det betyder, at Leicester kan gå hen at blive mestre i morgen. Det sker, hvis Chelsea tager point fra Tottenham Hotspurs.