Leicester City fyrer Nigel Pearson
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Premier League

Leicester City fyrer Nigel Pearson

Leicester har valgt at frigøre manager Nigel Pearson fra sin kontrakt.

Trods flere kontroversielle episoder i løbet af sæsonen lykkedes Nigel Pearson med at holde Leicester City i Premier League, men det resultat var ikke nok til at holde ham i klubben.

Nigel Pearson er nemlig en færdig mand i Leicester City. Det skriver klubben i en erklæring på sin hjemmeside, og det betyder, at Kasper Schmeichel skal have ny manager. 

- Bestyrelsen anerkender den succes, som Nigel har været med til at give Leicester City i løbet af sine to perioder med ansvar for klubben. Især i de sidst tre og et halvt år. Men det står klart for klubben, at der er grundlæggende forskelle i perspektiverne mellem os. Desværre mener klubben, at arbejdsforholdet mellem Nigel og bestyrelsen ikke længere er godt nok. 

- Leicester Citys ejere, Vichai og Aiyawatt Srivaddhanaprabha, og bestyrelsen vil gerne give deres tak til Nigel for det tydeligt bidrag, han har givet klubben i sin tid og ønsker ham alt godt i fremtiden, skriver klubben. 

Craig Shakespeare og Steve Walsh vil overtage førsteholdet, indtil klubben har fundet den nye manager.