Premier League

Lindegaard: Et privilegium med kampe som disse

Anders Lindegaard vogtede buret for United mod Liverpool, og han er stolt over at deltage i de største kampe.

Anders Lindegaard leverede en flot præstation, da United i går løb med alle tre point på Anfield, og den danske målmand nød hvert sekund af gæsternes sejr.

- Jeg er rigtig tilfreds med
kampen. Det er den mest intense kamp, man kan deltage i som United-spiller. At
få lov til at spille sådanne kampe er et privilegium, jeg tager med mig i
graven. Den blev som forudset. Ekstremt hektisk. Det er en heksekedel at spille
i, og man skal huske sig selv på at nyde det. Glæde sig over at få lov at
spille sådan en kamp frem for at frygte det. Jeg ved, det lyder som en kliché,
men det er ikke desto mindre sand. Vi var heldige. Vi har vel ikke mere end to skud indenfor målrammen, skriver Anders Lindegaard til Ekstra Bladet.

Lindegaard ligner Fergusons foretrukne målmand, men den 28-årige dansker går ikke så meget op i rollerne. Han forsøger at nyde tingene, mens de sker.

- Jeg går ikke så meget op
i roller. Jeg har taget fusen på alt og alle ved at være kommet til, hvor jeg
er nu, i forhold til, hvor jeg kom fra. Lige nu er jeg mentalt træt og glad.
Jeg fokuserer på at nyde de øjeblikke, livet bringer både privat og
professionelt. At lade sig rive med og spekulere uger frem er spild af
guldklumper, der sker lige nu og her foran næsen på mig, forklarer den danske målmand.

Landsholdskammeraten Daniel Agger deltog også i kampen, men måtte lade sig udskifte i forbindelse med Uniteds sejrsmål med en tilsyneladende alvorlig skade. Anders Lindegaard fik desværre ikke mulighed for at snakke med Agger efter kampen.

- Jeg fik ikke snakket med
Daniel efter kampen. Han virkede til at have ondt, og som dansker er jeg
bekymret for ham, lyder det fra Lindegaard.