Liverpool beder Villa om at få udlejet midtstopper tilbage
Foto: Rui Vieira/Polfoto
Premier League

Liverpool beder Villa om at få udlejet midtstopper tilbage

Skadesproblemerne i Liverpools centrale forsvar er så store, at klubben har anmodet Aston Villa om at ophæve lejeaftalen for stopperen Tiago Ilori.

Liverpool-manager Jürgen Klopp har store skadesproblemer i sit midterforsvar. Derfor har klubben nu anmodet Aston Villa, om parterne kan annullere den lejeaftale, som sidstnævnte ellers indgik med Tiago Ilori i sommer, skriver The Guardian.

Den 22-årige midtstopper skal være med til at afhjælpe de svære betingelser i Liverpools midterforsvar, hvor Martin Skrtel, Mamadou Sakho og Dejan Lovren alle er skadet. Dermed er Kolo Touré den eneste kampklare stopper, og han måtte endda spille gårsdagens Capital One Cup-semifinale mod Stoke færdig med krampe.

Hvis Aston Villa går med til at ophæve lejeaftalen, kan Ilori formentlig se frem til at få sin Liverpool-debut inden længe. Han har nemlig ikke spillet en gældende kamp for klubben, siden han blev hentet i portugisiske Sporting i 2013. 

Umiddelbart ser mulighederne for, at Villa siger ja til Liverpools forslag, gode ud. Ilori har ikke spillet for klubben endnu, selvom man ligger ubehjælpeligt sidst i Premier League.