Løvenkrands: Det rigtige tidspunkt at stoppe på
Illustration
Premier League

Løvenkrands: Det rigtige tidspunkt at stoppe på

Den tidligere danske landsholdsspiller Peter Løvenkrands har stoppet karrieren, nu venter arbejde som tv-kommentator. Vi har talt med Peter Løvenkrands om en lang og flot karriere.

Han var kendt som en hurtig og snu forward, da Peter Løvenkrands kom frem i AB i 1998. Allerede to år senere var der dengang bud efter den kun 20-årige Peter Løvenkrands fra udlandet, hvor Newcastle med daværende manager Sir Bobby Robson i spidsen troede, at man havde sikret sig danskerens underskrift. Men Løvenkrands valgte at tage skridtet til Skotland og Glasgow Rangers. Et skifte, Løvenkrands nok ikke har fortrudt, for det var her, danskerne for alvor slog igennem.

Nu 14 år senere har Peter Løvenkrands i en alder af 34 år valgt at stoppe sin karriere. Danskeren nåede at spille for AB, Rangers, Schalke 04, Newcastle og Birmingham, ligesom det blev til 22 landskampe. Og det er en stolt Peter Løvenkrands, der ser tilbage på en stor og flot karriere i udlandet.

- Det er det rigtige tidspunkt at stoppe på. Jeg har haft tilbud og har kunnet spille videre, men det var ikke noget, der var så interessant for mig. Jeg har gået hjemme siden i sommer, og jeg har virkelig sat pris på at være sammen med min familie. Jeg har spillet på et højt niveau i min karriere, og jeg har nok opnået det, jeg skulle opnå, siger Peter Løvenkrands til tipsbladet.dk og peger på, at familien har betydet meget for beslutningen:

- Det har da været svært i perioder at være væk fra familien, især da min far døde - han havde jo Alzheimer. Så er der langt til Danmark og familie. Det har også været specielt i England, fordi du aldrig er hjemme juleaften eller nytårsaften, hvor du sidder på hotel (i England spilles der ofte den 24., 26. december samt 1. januar, red.). Jeg har været glad for, at min familie har haft forståelse for, at jeg ikke altid har kunnet være med i de dage, men det har været en stor anstrengelse for dem, siger Peter Løvenkrands.

Danskeren oplevede stor succes i især Glasgow Rangers, hvor han lavede mange mål. Blandt andet havde han for vane at score mod rivalerne fra Celtic, hvilket selvsagt har gjort ham populær blandt Rangers-fans. Så afgjorde han i øvrigt også en cup-finale mod Celtic i den forlængede spilletid med sit mål til 3-2. Og det er stadig noget, som står centralt i Peter Løvenkrands' minder.

- Jeg scorede i det 92' minut, og jeg får stadig masser af tweets fra folk omkring det mål. De sender billeder af min jubelscene, og når jeg ser målet igen, får jeg stadig kuldegysninger. Det var en kæmpe oplevelse, og det var der, jeg forstod, at jeg kunne begå mig på den store scene. Jeg vil dog sige, at jeg også har mange gode minder fra Schalke, hvor vi var tæt på at vinde Bundesligaen i min første sæson. Og Newcastle, hvor vi kom tilbage i Premier League, siger Løvenkrands, som kun har en smule ærgrelse over landsholdskarrieren:

- Ja, jeg ville gerne have haft flere landskampe, og jeg vil sige, at det ikke altid var min egen skyld, at jeg ikke fik flere kampe. Men jeg vil ikke kritisere Morten Olsen, for det var ham, der gav mig min debut, og det er jeg meget, meget taknemmelig for. Jeg spillede 22 landskampe, men jeg føler, jeg kunne have spillet flere. Og jeg ville gerne have nået de 25 landskampe. Den milepæl ville jeg gerne have haft med.

Nu venter et nyt kapital i Peter Løvenkrands' liv. Løvenkrands kommer til at savne omklædningsrummet, stemningen i en trup og humøret, mens han ikke kommer til at savne opstarterne og det hårde slid i de kolde vintermåneder. Fodbolden slipper han dog ikke helt, for han kommer til at snakke Premier League i 6'erens studie, og det glæder han sig meget til.

- Jeg følger stadig med i alt om fodbolden herovre (i England, red.), og jeg kender jo Newcastle ind og ud, fordi jeg har spillet der. Jeg har spillet med nogle af dem, der er i Premier League, og jeg har spillet mod mange af de andre. Så jeg kender spillerne og ligaen. Derfor føler jeg også, at jeg har en masse at biddrage med i forhold til at tale om Premier League, og jeg synes, det er sjovt. Måske skal jeg også lave noget kommentatorarbejde herovre i England, nu må vi se, slutter Peter Løvenkrands.