Newcastle må i januar undvære sin topscorer Demba Ba, da han tager med Senega og Dame N'Doye til Africa Cup of Nations. Det betyder, at Newcastle enten kan hente en ny angriber eller finde afløseren i egne rækker. Newcastle havde egentlig Sochaux' Modibo Maiga på listen over emner, men nu satser de i stedet på egne spillere, hvilket kan betyde mere spilletid til danske Peter Løvenkrands.
- Jeg tror ikke, vi henter en ny angriber efter det mislykkede forsøg med Maiga, hvilket vi brugte mange ressourcer på, siger Newcastle-manager Alan Pardew ifølge BBC.
Peter Løvenkrands har ellers ikke fået alverden med spilletid på det seneste, men nu lysner det altså for den danske raket. Det fejlslagne køb af en angriber betyder, at Løvenkrands rykkes op i angrebshierarkiet og dermed tættere på spilletid.
- Vi satser på det, vi har. Man skal betale overpris i januars transfervindue, og det må man acceptere. Men i forhold til angribere gør vi det ikke, siger Pardew.
Løvenkrands har i denne sæson været med i seks Premier League-kampe uden dog at score. Det er derfor store sko, han skal fylde ud efter Demba Ba, der med 14 mål er nummer to på topscorerlisten i Premier League.