Løvenkrands kender til Cardiff-interesse

Peter Løvenkrands er klar over, at Championship-klubben Cardiff City er interesseret i at leje ham, men han regner med at blive i Newcastle.

Danske Peter Løvenkrands har ikke fået ret meget spilletid i denne sæson i Newcastle. Senest holdte en lægskade ham ude af holdet, da nyindkøbet Papiss Demba Cissé ikke var stødt til truppen endnu, fordi han var til Africa Cup of Nations sammen Demba Ba - én af Løvenkrands' andre konkurrenter til pladserne i Newcastles angreb.

Nu forlyder det, at Cardiff City i Championship ønsker at leje Peter Løvenkrands i deres kamp for oprykning til Premier League, og der er ikke tale om et løst. Den 32-årige dansker kender til interessen, ligesom også Cardiffs Championship-rivaler Birminghams interesse er velkendt for danskeren.

- Jeg ved godt, at der har været lidt snak om en lejeaftale med Cardiff, men det er min agent, der tager sig af det, og så vidt jeg ved, er det ikke blevet til noget konkret. Det er det samme med Birmingham, som der også har været snak om. Der er ikke noget konkret, fortæller Peter Løvenkrands til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Cardiff jagter Peter Løvenkrands

Championship-klubberne kan leje spillere frem til 24. marts, selvom det ordinære transfervindue i England egentlig er lukket. Derfor er der også stadig god tid for Løvenkrands til at overveje, om han vil lejes ud. Han har tænkt sig at give karrieren i Newcastle et sidste skud.

- Jeg føler stadig, jeg kan få spilletid i Newcastle, for jeg er inde omkring holdet og kom også ind i vores seneste kamp mod Tottenham. På grund af min løbestyrke og arbejdsiver kan jeg bruges mange steder. Jeg er angriber, men kan også spille på begge kanter, så jeg føler, jeg kan bruges til mange andre ting - modsat for eksempel Shola Ameobi, som jeg føler mig meget lige med. Han er decideret targetman, og det er ham, jeg kæmper lidt med lige nu. Jeg må se det hele lidt an de næste uger, og der er jo stadig masser af tid til, lejemuligheden lukker, siger Løvenkrands.

LÆS OGSÅ: Løvenkrands: Der var bud efter mig

At Peter Løvenkrands venter med at skifte klub til næste sæson er imidlertid mere sandsynligt end, at han laver en hurtig lejeaftale for foråret. Geografisk er der langt til både Birmingham og Cardiff, og danskeren ønsker ikke at være for meget væk fra sin familie. Til sommer udløber hans kontrakt, og den bliver ikke forlænget. Derfor er det mere sandsynligt, at familien Løvenkrands finder en mere permanent destination til den tid.

- Hvis Newcastle ville forlænge, så var det nok sket, så jeg er indstillet på at finde noget andet til sommer. Jeg fokuserer på spilletiden lige nu, og så må vi se, hvad der sker. Min familie er vigtig for mig, og jeg kan ikke lide at være langt væk fra dem for længe ad gangen. Jeg havde en tid til sidst i Tyskland, hvor det ikke var særlig godt for mig at være væk fra dem. Så familien vejer meget tungt, når jeg skal afgøre min fodboldfremtid, understreger han.

Cardiff City ligger nummer tre i Championship med 53 point for 31 kampe. Birmingham ligger nummer fem med 51 point for 30 kampe.

Seneste nyt på tipsbladet.dk