Loic Remy bliver i Marseille

Tottenham-manager Harry Redknapp var i weekenden i Marseille for at se angriberen Loic Remy i aktion. Men Redknapp kan godt glemme alt om at få Remy til klubben nu.

Tottenham er på jagt efter en angriber, og i weekenden var manager Harry Redknapp i Frankrig for at se Marseilles Loic Remy i aktion mod de forsvarende mestre fra Lille.

Loic Remy scorede begge mål i 2-0 sejren og ligger lige nu på en delt andenplads på den franske ligas topscorerliste. Så Redknapp fik formentlig bekræftet, at Remy er en interessant spiller for London-klubben, men skal man tro Remy selv og dennes træner Didier Deschamps, kan Redknapp godt glemme alt om at få Remy nu.

- Vi har diskuteret det her med formanden og træneren. Det er ikke aktuelt at forlade klubben nu, siger Loic Remy til France Football.

- Jeg ved godt, han var her. Han kom nok for at se på nogle af vores spillere, men han kom for ingenting, det er nytteløst. De har finansiel styrke, men vi har vigtigt kampe at spille. Det er ikke det rigtige tidspunkt at give slip på vores bedste spillere, siger Deschamps.

Olympique Marseille ligger nummer seks i den franske liga. De er ni point efter rivalerne fra Paris Saint-Germain på førstepladsen.

Seneste nyt på tipsbladet.dk