Lucas Leiva overvejer Liverpool-exit
Illustration
Premier League

Lucas Leiva overvejer Liverpool-exit

Lucas Leiva vil have spilletid, og det får han ikke i tilpas store mængder i Liverpool. Derfor kan brasilianeren være på udkig efter en ny arbejdsgiver.

Lucas Leiva har været en tro væber for Liverpool siden 2007, men nu kan den brasilianske midtbanespiller snart være fortid i Premier League-klubben. Foran ham i køen til spilletid på midtbanen står spillere som Joe Allen, Emre Can, Steven Gerrard og Jordan Henderson, og derfor har Leiva haft svært ved at få regelmæssig spilletid på holdet. Han har således kun fået spilletid i tre af sæsonens første otte kampe i Premier League, og den dispostion fra manager Brendan Rodgers kan nu få Leiva til at forlade klubben.

- Jeg taler ikke med nogen klubber lige nu, da jeg har en kontrakt. Men da jeg ikke spiller, så er jeg nødt til at se mig omkring, for jeg vil spille, siger Leiva til Radio Marca før han konkretiserer, hvilken retning vinden kan blæse for ham.

- Sidste sommer var der snak om Napoli, men der var ikke noget, der ville blive tilfredsstillende for alle parter. Men det er sandt; Benitez har altid vist stor tillid til mig, fortæller han videre om Rafa Benitez, der hentede Lucas Leiva til klubben.

Leivas Liverpool-kontrakt løber i tre sæsoner endnu.