Lukaku om manglende mål mod topklubber: Det vil ændre sig
Foto: Getty Images
Premier League

Lukaku om manglende mål mod topklubber: Det vil ændre sig

Romelu Lukaku er ikke bekymret for sine manglende mål mod de seks bedste klubber i Premier League.

Efter Manchester United 0-0-kamp mod Liverpool i lørdags har Romelu Lukaku nok engang været udsat for kritik. Den belgiske angriber kritiseres for ikke at score nok mål mod de seks bedste klubber i Premier League; Arsenal, Chelsea, Liverpool, Manchester City, Manchester United og Tottenham.

Ifølge Sky Sports har Lukaku blot scoret 15 mål i 57 kampe mod de seks klubber, og over halvdelen af hans seneste 24 ligamål er blevet scoret i de sidste 10 minutter af kampene. Det har medført, at der er blevet stillet spørgsmålstegn ved hans reelle kvaliteter som topangriber.

Selv tager belgieren kritikken dog ganske roligt, og han nyder i stedet de høje forventninger, der er til ham.

- Jeg ved, at forventningerne er rigtig høje, men det er noget, jeg nyder. Da jeg var i Everton havde vi en anderledes tilgang til kampene. Nogle gange var det svært mod nogle hold, fordi man ikke spiller for at vinde, og man ikke rigtig skaber chancer, fortæller Lukaku til Sky Sports.

- Nu er jeg på et hold, som vil vinde mod de store klubber, så jeg tror, at situationen vil ændre sig.

Manchester United-angriberen mener sågar, at han allerede har bevist, at han kan score mod de allerbedste klubber, efter han nettede i Manchester Uniteds nederlag i Super Cuppen mod Real Madrid i august.

- Det var den kamp, hvor alle kiggede på mig og tænkte ”vil han klare det?”. Den kamp befriede mig fra alt.