Manchester United kan godt glemme alt om, at skrue op for tempoet på kanterne. Usain Bolt orker simpelthen ikke at være i klubben så længe træneren hedder Louis van Gaal.

Det har aldrig været skjult for offentligheden, at verdens hurtigste mand på 100-meter, Usain Bolt, er en stor fodboldfan. Jamaicaneren har endda tidligere snakket om, at han gerne ville kunne være med på højeste niveau.

Det er en drøm, som han ikke helt har sluppet endnu. Til Jamaicas årlige prisuddeling for landets største sportsudøvere blev Usain Bolt spurgt af de fremmødte journalister om, hvordan han ville kunne se sig selv i topfodbold.

- Jeg tror, jeg ville kunne gøre det ret godt, fordi jeg er fit, hurtig, jeg kan kontrollere bolden og jeg forstår alle facetter af spillet, siger Usain Bolt.

Det har altid været Manchester United, der har været den foretrukne klub, men den 29-årige hurtigløber har en stopklods i forhold til et overraskende skifte indenfor sportsgrene - Louis van Gaal. Den kontroversielle manager er ganske enkelt ikke Bolts kop te.

- Når jeg ser, hvordan Van Gaal er, så kan jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville ønske at blive trænet af ham, så jeg tror, jeg vil vente med skiftet indtil de får en ny træner, lyder det fra Bolt.

Den lange løber har tidligere optrådt for Manchester United. Det skete i 2013, da han spillede med i Rio Ferdinands testimonial-kamp.

Usain Bolt har verdensrekorden på 100 meter, som er på 9,77 sekunder. 

SENESTE NYT...

AFSTEMNING

Hvor spiller Pione Sisto, når transfervinduet lukker?