To mål og tre point til United mod Sunderland
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

To mål og tre point til United mod Sunderland

Spillet nåede aldrig de store højder, men sejren var alligevel relativt sikker for Manchester United, da holdet slog Sunderland.

Manchester United tog lørdag eftermiddag tre vigtige point, da holdet besejrede Sunderland med 2-0 på hjemmebane. Sejren kom i hus efter to mål af Wayne Rooney i anden halvleg. 

United-anføreren kunne dog allerede have scoret på et hovedstød efter fire minutter, men headede forbi. Kort efter var det Sunderland og Connor Wickham, der var tæt på, men David de Gea kom flot ned og reddede bolden ud til hjørne.

Efterhånden som første halvleg forløb, overtog United mere og mere af boldbesiddelsen. I perioder var det næsten kun spil til ét mål, men som så mange gange før i sæsonen havde hjemmeholdet svært ved at konvertere possession til chancer.

Der stod 0-0, da holdene gik til pause, og Louis van Gaal valgte at pille rekordkøbet Angel Di Maria ud. Ind kom Adnan Januzaj, og belgieren spillede en væsentlig rolle i 2-0-målet, men først var det Radamel Falcao til at være manden bag en scoring.

Godt 20 minutter inde i anden halvleg pillede angriberen flot et indlæg ned, vendte rundt på John O'Shea og blev nedlagt. Straffespark og rødt kort. Men i stedet for marchordre til O'Shea måtte den anden tidligere United-stopper Wes Brown gå tidligt i bad. O'Shea forsøgte ellers at fortælle dommer Roger East, at han havde trukket Falcao ned, men ud måtte Brown.

Wayne Rooney omsatte stensikkert straffesparket til mål, og fem minutter før tid var han på pletten igen. Januzaj driblede lidt i feltet og afsluttede fladt. Sunderland-målmand Pantilimon parrerede bolden lige ud til en fri Rooney, der nemt kunne heade den i mål. 

I dommerens overtid havde United faktisk bolden i nettet igen, men Ander Herrera blev korrekt dømt offside. Dermed måtte hjemmeholdet tage til takke med de to mål og tre point, der sender dem op på tredjepladsen, inden Arsenal møder Everton i morgen.