Magath: Schürrle kan gøre Wolfsburg til mestre
Foto: Polfoto
Premier League

Magath: Schürrle kan gøre Wolfsburg til mestre

Den tyske manager Felix Magath mener, at Wolfsburg igen kan spille med om det tyske mesterskab, hvis de henter André Schürrle i Chelsea.

VfL Wolfsburg er kun blevet tysk mester én gang tidligere, og det skete tilbage i 2009, da klubben sluttede to point foran Bayern München. Dengang hed stjernespillerne Josué, Grafite og Edin Dzeko.

Nu kan klubben fra Folkevogns-byen snart komme til at blande sig i mesterskabskampen igen, mener den tidligere Wolfsburg-træner Felix Magath. Det kræver dog, at klubben er klar til at kaste en stor pose penge efter André Schürrle, der er på kontrakt i Chelsea:

- Hvis du laver en handel så stor med André Schürrle, så sender du virkelig et signal til de andre hold. Rygterne har cirkuleret meget den seneste tid, men jeg mener, at timingen er rigtig. Jeg tror på, at de kan ende med at blive en seriøs rival til Bayern München på længere sigt. I Kevin de Bruyne har de allerede hentet én fremragende spiller fra Chelsea, men hvis de også henter Schürlle, så tror jeg virkelig, at de vil løfte deres niveau rent sportsligt, lyder det fra Magath til Goal.com.

24-årige André Schürrle har kæmpet med at komme på holdet i Chelsea siden sit skifte fra Schalke 04. I denne sæson er det blot blevet til fem kampe for klubben.