Manageren afviser: Stones får ikke opfyldt ønske om Chelsea-skifte
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Manageren afviser: Stones får ikke opfyldt ønske om Chelsea-skifte

Everton-stopperen John Stones har indgivet en transferforespørgsel, men den får han ikke noget ud af. Penge kan ikke købe alt, lyder det fra hans manager.

Chelsea vil meget gerne have John Stones, og John Stones vil tilsyneladende meget gerne til Chelsea. De engelske mestre har fået tre bud på stopperen afvist af Everton, og Stones har selv indgivet en transferforespørgsel til sin klub.

Den får han imidlertid ikke meget held med. Ifølge hans manager, Roberto Martínez, kommer Everton således til af sige nej. 

- Vi har ikke afvist den endnu, fordi i dag var kampdag, og det var vores prioritet. Vi vil afvise den i morgen (i dag, red.) og komme videre, sagde han ifølge The Guardian efter ligacupsejren mod Barnsley i går.

- Jeg er ikke overrasket over forespørgslen, fordi han er en ung mand, som er under stort pres fra folk og påvirkninger udefra. Hvad vi skal gøre nu er at give kontrakter højere værdi. Vi skal bringe noget seriøsitet ind i det at være en del af en fodboldklub og sørge for, at kontrakter er vigtige.

21-årige Stones leverede ikke nogen storslået indsats mod League One-holdet Barnsley i går, men trods transferballade er landsholdsspilleren fortsat en vigtig del af Martínez' planer.

- Vi har store ambitioner for John, og det er nået til et punkt nu, hvor det er i fodbold som i livet, at penge ikke kan købe alt. Der kommer et meget stærkt statement fra Everton. Vi vil bygge et vinderhold, og så vil vi beholde vores bedste spillere. John er en stor del af vores fremtid.