Manden der ansatte Sir Alex: United har fundet den nye Ferguson
Foto: Getty Images
Premier League

Manden der ansatte Sir Alex: United har fundet den nye Ferguson

Martin Edwards stod bag ansættelsen af Sir Alex Ferguson tilbage i 1986, og han peger nu på, at Mourinho har det der skal til for at varetage arven fra skotten.

Manden der ansatte Sir Alex Ferguson i Manchester United, den tidligere bestyrelsesformand Martin Edwards, mener, at klubben efter et par uheldige forsøg nu endelig har fundet den manager, som kan leve op til arv, som Ferguson efterlod i form af José Mourinho.

Det siger Edwards i et interview med engelske Sky Sports.

- Jeg tror på, at han er den rigtige mand efter at have set ham i sidste sæson. Hjemmekampene var ikke specielt underholdende, men de er ved at bygge et hold op. Desuden gjorde han det fremragende ved at vinde to trofæer i sidste sæson. Han gamblede i ligaen ved at satse på Europa League for at komme med i Champions League, og det betalte sig, siger Edwards.

Han peger desuden på, at han er meget spændt på denne sæson, som han ser som første gang i lang tid, hvor det kan blive sjovt. I den forbindelse kan han også se flere ligheder mellem Alex Ferguson og Jose Mourinho.

- Alex havde en fantastisk samling af resultater og trofæer, og netop derfor er det svært at finde hans efterfølger, men med Josés erfaring og hans mange pokaler, som han har vundet henover tiden, så har jeg store forhåbninger, siger den tidligere United-formand.

Martin Edwards var bestyrelsesformand for Manchester United i 22 år, og var med sin ansættelse af Alex Ferguson stærkt medvirkende til at holdet blev blandt de bedste i både England og resten af verden.

Før Mourinho har både David Moyes og Louis van Gaal prøvet sig af som manager i Manchester United, hvor de dog begge måtte se sig fyret i sidste ende.