Manglende spilletid til Pato bekymrer brasiliansk klub
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Premier League

Manglende spilletid til Pato bekymrer brasiliansk klub

Alexandre Pato får ikke spilletid i Chelsea, og hans brasilianske klub er bekymrede – det kan koste dem dyrt.

Chelsea lejede i januar Alexandre Pato i Corinthians for resten af sæsonen, men den brasilianske angriber, der engang var en af de mest lovende talenter i verden, har ikke fået sin debut endnu.

I lørdagens FA Cup-kamp mod Everton var Pato end ikke udtaget til truppen, selvom han endelig er kommet i form til at kunne spille kamp. Nu har den 26-årige brasilianer kun ni kampe tilbage til at vise sit værd, før lejeaftalen ophører.

Ifølge det brasilianske medie, Esporte UOL, er Corinthians ganske bekymrede for, at Pato ikke får spilletid hos The Blues. Den brasilianske klub havde håbet, at Pato kunne vise fodboldeuropa, at han stadig kan lave mål. Det ville have øget hans markedsværdi, for Corinthians havde tænkt sig at sælge angriberen til sommer.    

I slutningen af året udløber angriberens kontrakt med Corinthians, og så kan han forlade klubben ganske gratis. Det kan måske blive tilfældet, for i øjeblikket er der ingen klubber, der får lyst til at hente Pato.