Martial kan blive den nye Henry
Foto: Jon Super / Polfoto
Premier League

Martial kan blive den nye Henry

Det var ikke Arsenal, der blev Anthony Martials engelske klub, men derudover er der nogle bemærkelsesværdige fællestræk mellem hans og Thierry Henrys karrierer. Søndagens kamp mellem Arsenal og United vil vise, hvad Martial indeholder, men den vil i endnu højere grad blive spillet i landsmandens skygge.

De er begge vokset op i den socialt belastede Paris-forstad Les Ulis, og de har begge slidt deres første fodboldstøvler op på banerne i området. De fik begge deres gennembrud som seniorspiller i AS Monaco, og nu er vejen også lagt for, at Anthony Martial kan blive en stor angrebs-profil i den engelske Premier League.  
 
Der er ikke noget at sige til, at fodboldverdenen har flydt over med sammenligninger mellem den pensionerede franske stjerneangriber Thierry Henry og Manchester Uniteds 19-årige stjerneskud Anthony Martial. Deres kvaliteter på banen er tilmed meget lig hinanden, så måske bliver unge Martial endelig den angriber, der lever op til prædikatet ”den nye Thierry Henry.”  
 
Hvis man spørger den danske fodboldagent Mikkel Beck, som er bosat i Frankrig, har den unge franskmand i hvert fald kvaliteterne til det. 
 
”Da jeg første gang så ham, var det noget af det bedste, jeg nogensinde har set på ungdomsniveau. Allerede dengang var det for mig det tætteste, man kunne komme på Thierry Henry. Man skal passe på med at sammenligne så unge spillere med så store navne, men der er bare nogle gange, hvor noget er så åbenlyst, at man godt tør gøre det. Han var simpelthen så overlegen. Der var så meget power, teknik og fart i ham. Han kom hele tiden i de rigtige positioner og gjorde lidt, hvad der passede ham,” fortæller han. 
 
Skal kunne klare modgang 
Som den dyreste teenager nogensinde og med udsigt til at blive en vigtig brik i Manchester Uniteds offensiv er der maksimalt pres på Anthony Martial, og fodboldhistorien er rig på eksempler med unge talenter, der er knækket på grund af meget mindre. Men starten i England har været over al forventning med et mål i debuten mod Liverpool efter bare 21 minutter, og generelt har det været tydeligt, at Manchester United hans unge alder til trods har fået fat i en spiller med store kvaliteter.  
 
”På banen har Martial noget, som andre ikke har. Der er ikke mange af hans type, der er hurtig, teknisk dygtig, fysisk stærk, kan spille med ryggen mod målet, kan heade, kan sparke. Han har sgu alt, og jeg kan ikke se, hvilket område han kan blive meget bedre på. Men vi finder først ud af, om han også er den nye Thierry Henry oppe i hovedet, den dag han skal tackle problemer,” mener Mikkel Beck, som også føler sig sikker på, at det er en virkelighed, Anthony Martial en dag vil befinde sig i. For lige nu er der ikke meget,
som ikke flasker sig for ham. 
 
”Han kan for eksempel blive skadet i tre-fire måneder, og når han så skal kæmpe sig tilbage i form, vil man se, om han er i stand til også at håndtere presset for, at han skal score nogle mål. Det er ikke til at sige endnu,” siger Mikkel Beck. 
 
Søndag får han en ny mulighed for at vise kvaliteterne frem, selvom det vil være i en andens skygge, for kampen mod Arsenal vil utvivlsomt bidrage til snakken om, hvorvidt Anthony Martial virkelig er den nye Thierry Henry, som det franske landshold så længe har manglet. 
 
Læs hele historien om Anthony Martials skæbnefællesskab med Thierry Henry i fredagens udgave af Tipsbladet, hvor vi fortæller hele historien om barndomsklubben, skiftet til Manchester United og mulighederne på det franske landshold. 
 
Vil du have Tipsbladet direkte på din tablet, pc og mobil, kan du købe det digitalt her - ekstrabladet.dk/ebladet/. 
 
Vil du læse Tipsbladet direkte på din pc, tablet og mobil kan du købe det digitalt her. 
 
Du kan også vælge at få det leveret i postkassen hver fredag fra kun 67 kroner per måned. 
 
Læs mere og bestil på ekstrabladet.dk/abonnement 
 
I fredagens Tipsbladet kan du læse: 
Fortællingen om superteknikeren Kim Aabechs sene gennembrud 
Baggrund: Spillernes forsøg på at få transfers forbudt  
Anthony Martial: Hypen værd 
Portugal-Danmark: Den ottende kamp siden 2006 
Fodboldklubber og deres helte 
Alt om Champions League-runden 
Spiltips 
Resultater