Mata forsvarer Benitez: Han er ikke defensiv
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Mata forsvarer Benitez: Han er ikke defensiv

Juan Mata forsvarer sin tidligere manager Rafa Benitez, som han ikke mener er en defensiv træner.

To gange har Real Madrid spillet 0-0 i ligaen i denne sæson. Og i søndags smed de en føring over styr mod lokalrivalerne fra Atletico Madrid, da Rafa Benitez valgte at skifte defensivt ud.

Det har fået spanske aviser til at tvivle på, om 55-årige Rafa Benitez er for defensiv for Real Madrid, som ikke er bange for at fyre en træner, der ikke spiller sprudlende fodbold.

Men nu har Juan Mata valgt at komme sin tidligere træner i Chelsea til undsætning.

- Jeg betragter ham ikke som en defensiv træner. Han er metodisk, strategisk, og forbereder sig godt til hver kamp, siger Mata ifølge Goal til den anerkendte radiostation Cadena Ser.

Den 27-årige offensive midtbanespiller opnåede stor personlig succes under Benitez' vinger. Her oplevede han, at Rafa Benitez sagtens kan være offensiv, når det er nødvendigt.

- Når et hold under Benitez skal angribe, kaster de alt ind i det. Han er en træner, der lever for fodbold, siger United-spilleren.

Blandt andet var Rafa Benitez manager for Liverpool, da holdet vendte 0-3 til 3-3 i Champions League-finalen mod AC Milan, hvor Liverpool vandt efter straffesparkskonkurrence.