Medie: Falcao til Manchester United
Illustration
Premier League

Medie: Falcao til Manchester United

Den spanske avis AS skriver, at Manchester United har vundet kapløbet om angriberen Radamel Falcao.

Den engelske klub Manchester United har allerede Robin van Persie, Wayne Rooney og Danny Welbeck i truppen, ligesom Javier Hernandez officielt stadig er Manchester United-spiller lidt endnu, han er nemlig på vej til Real Madrid på en lejeaftale.

Men de tre andre angribere får særdeles hård konkurrence i angrebet, hvis den spanske avis AS har ret. Avisen skriver nemlig, at Manchester United har vundet kapløbet om den colombianske angriber Radamel Falcao fra Monaco. United har angiveligt vundet forhandlingerne foran Manchester City og Juventus og ventes at betale tæt på 500 millioner kroner for den 28-årige angriber.

Falcao brød for alvor igennem i først Porte og derefter Atletico Madrid, hvor han hamrede mål ind på stribe. Det fik AS Monaco til at købe colombianeren. Han lavede en del mål for klubben i den franske liga, inden han blev skadet.