Medie: Liverpool på rov i FCK
Foto: Petr David Josek/Polfoto
Premier League

Medie: Liverpool på rov i FCK

Liverpool har for alvor fået øje på svenske Ludwig Augustinsson, som man gerne vil have til Anfield.

FC København stod for vinterens måske største scoop i Alka Superligaen, da man hentede den unge svensker Ludwig Augustinsson. I Telia Parken har den svenske U/21-profil for alvor imponeret med flere assists og scoringer, mens han især med sine indlæg er en evig trussel. 

Også for det svenske U/21-landshold er Ludwig Augustinsson en giftig herre. Lørdag spillede han atter en stor kamp, da Sverige slog Danmark ud i semifinalen, og det er måske kun på lånt tid, at FC København kan råde over den unge komet. 

Det engelske medie Daily Mirror skriver nemlig, at selveste Liverpool nu vil have fingrene i Augustinsson. Ifølge Mirror forhandler den engelske klub i øjeblikket med FC København, men spilletid på Anfield er langt fra en selvfølge for den svenske profil, der kom til FCK fra IFK Göteborg i vinterens transfervindue. 

I Liverpool hentede man sidste sommer Alberto Moreno til klubben, og den tidligere Sevilla-profil har spillet de fleste kampe for holdet i den forgangne sæson. Samtidig er konkurrencen stor på back-positionen i den engelske klub, hvor niveauet samtidig er væsentligt højere end i Alka Superligaen. 

Hverken FC København eller Liverpool FC har kommenteret rygtet fra Daily Mirror.