Medie: Rooney sat af på grund af druk

Wayne Rooney overværede Uniteds blamage mod Blackburn fra tribunen, og det skyldes, at han gik på druk i juledagene, hævder avis.

Da Manchester United udraderede Wigan med 5-0 på Boxing Day, var det stort set uden Wayne Rooneys hjælp. Den engelske verdensstjerne blev først skiftet ind i kampens absolutte slutfase, da han skulle spares til det voldsomme kampprogram, der traditionelt er i England omkring jul og nytår.

Derfor var det også et mindre chok, at Rooney ikke var at finde på det Manchester United-hold, der i går floppede på Old Trafford mod Blackburn. Angriberen var end ikke blandt reserverne. I optakten til kampen har der ikke været nævnt noget om, at Rooney skulle være skadet, og ifølge Mail on Sunday er det da heller ikke det, der var årsagen til englænderens fravær.

I stedet hævder avisen, at Wayne Rooney, sammen med Darron Gibson, ganske enkelt var blevet sat af af Alex Ferguson. De to og den skadede forsvarer Johnny Evans fejrede angiveligt sejren over Wigan med en våd aften i byen, og det faldt ikke i god jord hos Alex Ferguson, der reagerede ved at inddrage deres ugentlige fridag samt sætte dem af holdet til matchen mod Blackburn.

Manchester United nægter at kommentere på den konkrete historie, og i stedet henviser klubben til sin hjemmeside, hvor Alex Ferguson udtaler, at Wayne Rooney døjer med et par småskavanker.

Seneste nyt på tipsbladet.dk