Mourinho: Den værste periode i karrieren er en god oplevelse
Foto: Steven Governo
Premier League

Mourinho: Den værste periode i karrieren er en god oplevelse

Jose Mourinho er ikke i tvivl om, at han lige nu har gang i den værste periode som fodboldmanager, og han mener, at perioden kommer alt for sent.

Syv kampe, otte point og en placering som nummer 14 i Premier League fortæller om en sjældent dårlig start for Chelsea i denne sæson.
 
De engelske mestre modtog også et nederlag, da de tidligere på ugen mødte Jose Mourinhos tidligere klub, FC Porto, og forud for lørdagens kamp mod Southampton er Chelsea-manageren ikke bleg for at erkende, at han lige nu er i gang med en af de største udfordringer i sin tid som fodboldmanager med at rejse Chelsea op fra de dårlige resultater.
 
- Jeg definerer det som den værste periode i min karriere med de værste resultater i min karriere, hvilket jeg ser som en fantastisk oplevelse. Det er ikke en oplevelse, som jeg gerne vil gentage. Jeg vil have det til at ende i morgen, men det er en god oplevelse i min karriere.
 
- Den kommer for sent. Det er for sent efter 15 år. Den skulle være kommet efter tre eller fire år. Men det er noget, som hjælper mig til at blive bedre. Det er en god negativ oplevelse. Det er de værste resultater, og jeg har haft store udfordringer hele tiden. Men det er den værste periode. Jeg har aldrig tabt så mange kampe. Det er et faktum, siger Jose Mourinho ifølge Fifa.com.