Mourinho: Der er gang i en kampagne mod os
Illustration
Premier League

Mourinho: Der er gang i en kampagne mod os

José Mourinho er træt af den behandling, som Chelsea-spillerne får fra dommerne i Premier League.

José Mourinho føler sig forfulgt i denne sæson i Premier League, og igen søndag i kampen mod Southampton, der endte 1-1, oplevede Chelsea-manageren en behandling, der får ham til at reagere. Holdets spanske midtbanespiller Cesc Fabregas modtog et gult kort for at gå ned i en nærkamp med Matt Targett, men Mourinho mener, at der lige så godt kunne være dømt straffespark til Chelsea-profilen.

- Jeg synes, det er ret tydeligt, at det er resultatet af noget, der ligner en kampagne. I den første kamp får Diego Costa et gult kort, da det skulle have været et straffespark og et rødt kort til Burnley. Et par måneder senere taber vi to point i en kamp, hvor straffesparket er der, men Fabregas får et gult kort, siger Mourinho ifølge Goal.com.

Portugiseren har også et budskab klart, når han bliver spurgt til, hvordan problemet skal kommes til livs.

- Det skulle være ret enkelt. (Dommer, red.) Anthony Taylor går hen til en skærm, han ser, at han har begået en fejltagelse, og han er en god og ærlig fyr. Han skriver, 'jeg har begået en fejl' og trækker det gule kort til Fabregas tilbage. Så simpelt skulle det være, lyder det fra José Mourinho.

Trods det ene point, der blev udbyttet af kampen mod Southampton søndag fører Chelsea fortsat Premier League med tre point ned til Manchester City.