Video : Tipsbladet
Premier League

Mourinho: Det bedste hold vandt

Manchester United-manager, José Mourinho, var ikke imponeret over sit eget mandskab, der tabte 2-1 til Huddersfield tidligere på dagen

Jonas Lössl og Mathias 'Zanka' Jørgensen fik skovlen under mægtige Manchester United, da Huddersfield vandt 2-1 på hjemmebane over en af titeludfordrende - en fortjent sejr, hvis man spørger Josë Mourinho.

- Det bedste hold vandt, ganske simpelt, sagde den portugisiske træner inden han fortsatte med at rose Huddersfield:

- Jeg er nødt til at give dem kredit, selvfølgelig. I det mindste for at de havde en anden attitude og større motivation, end vi havde, så sejren er fortjent.

Manchester United-manageren er ikke i tvivl om, hvorfor oprykkerne løb med sejren.

- Det var klart for alle, som så kampen, at det ene hold ville det mere end det andet, og det bedste hold vandt.

José Mourinho er langt fra tilfreds med nederlaget, og hans mandskabs præstation kommer som en stor overraskelse for ham.

- Ja, det er et chok, og jeg er overrasket, men jeg skal forsøge at analysere mig frem til årsagen, og jeg har nogle idéer om, hvorfor det gik galt.

Manchester United spillede i midtugen en Champions League-kamp i Portugal mod Benfica, som de vandt 1-0, men de mange kampe, vil Mourinho ikke bruge som en undskyldning for nederlaget

- Jamen, sådan er det, og det er vi glade for (at spille i Champions League), og det er spillerne vant til. Vi ved, at når vi spiller mod hold, der ikke spiller europæisk fodbold, så har de en uge til at forberede sig, og vi har et par dage, men sådan er det. Det er en del af spillet, og det er ikke en undskyldning, som jeg vil bruge. 

Manchester United havde inden dagens kamp indkasseret to mål i denne sæsons udgave af Premier League - nu er den total fordoblet.