Mourinho i højt humør: Jeg er
Foto: Dan Mullan/Getty Images
Premier League

Mourinho i højt humør: Jeg er "on fire"

José Mourinho var fuld af overskud og selvironi til en pressekonference forud for søndagens kamp mod West Ham.

Manchester United tager hul på deres Premier League-sæson søndag, når de på hjemmebane møder West Ham. 

De Røde Djævle har haft en udemærket sommer med en stor overvægt af sejre i træningskampene og tilgang af spillere som Romelu Lukaku og Nemanja Matic. 

Nu glæder José Mourinho sig så bare til at komme igang. Det lyste ud af ham til et pressemøde forud for søndagens hjemmekamp:

- Jeg vil spille en svær kamp mod West Ham hjemme, så vil jeg til Swansea og spille endnu en svær kamp. Jeg vil have, at Champions League skal starte. Jeg vil, jeg vil... jeg er "on fire". Men jeg skal nok styre mig selv på sidelinjen. Selv hvis målene er offside, afsluttede José Mourinho selvironisk med et smil på løben foran de mange fremmødte journalister.

Den portugisiske manager gjorde det yderligere klart, at Manchester United er klar til at kæmpe med om titlen:

- På mange måder er det her mit hold. Jeg troede, at jeg havde brug for tre transfervinduer, men efter kun to har jeg en stærk gruppe og en klub, der er meget bedre udstyret. Vi er bedre organiseret i og omkring førsteholdstruppen. Vi er bedre organiseret på alle niveauer. Så vi går efter det denne sæson. Vi vil prøve at vinde ligaen, lød det klart fra José Mourinho.

Manageren er dog opmærksom på, at United ikke er de eneste, der går efter titlen, og han forudser, at ligaen kan blive bedre end nogensinde før:

- Det er vigtigt at købe gode spillere. Bedre hold har bedre muligheder for at vinde ligaen. Det siger sig selv, men det er ikke nok. Jeg tror, at alle har muligheden. Tottenham har ikke brugt en krone, men har stadig et fantastisk hold, en fantastisk manager og utrolig stabilitet. City har en fantastisk træner, gode spillere og rigtige gode transfers, så de er også med i ræset.

- Arenal det samme. Fantastisk, rutineret manager og det samme hold. De har ikke solgt deres top spillere, som nogle havde regnet med. Liverpool er også med. Chelsea har mistet nogle spillere, men har også købt nogle. Det er svært at sige, hvem der har bedst chancer, men jeg tror, at konkurrencen og ligaen kan blive bedre end nogensinde før, fortæller Mourinho.

Hjemmekampen mod West Ham har kickoff kl. 17.00.