I lørdags spillede Manchester United uafgjort 1-1 mod Stoke, og selvom resultatet ikke var videre begejstrende, trak kampen alligevel overskriften hjem.
Årsagen var nemlig, at Wayne Rooney med sit mål blev den Manchester United-spiller, der har scoret flest mål i klubben nogensinde.
Derfor kan man ifølge manager José Mourinho også tilskrive et helt særligt prædikat til den 31-årige profil.
- Rekorden er rekorden. Det er rekorden i den største klub i England og én af de største i verden. Før ham tilhørte rekorden en legende i engelsk fodbold. Nu er Wayne blevet en legende i Manchester United, siger José Mourinho til Sky Sports.
Den tidligere rekordindehaver er Bobby Charlton, som fra perioden 1956 til 1973 scorede 249 mål. Wayne Rooney lavede i går sit jubilæumsmål nummer 250.