Mourinho vil have en afgørende Oscar
Illustration
Premier League

Mourinho vil have en afgørende Oscar

José Mourinho håber snart at se Oscar tilbage i sin kampafgørende form, som han var det i sæsonens første kampe.

Chelsea står i dag overfor Everton i den engelske Premier League, og blandt London-holdets spillere vil Oscar helt sikkert befinde sig. Men efter at have imponeret stort i sæsonens første måneder er den brasilianske spiller faldet en anelse i niveau. Det siger Chelsea-manager José Mourinho.

- Han gør det godt for os. Måske har han ikke været den samme her i de sidste par kampe, som han var i starten, men det hænger måske sammen med, at han var holdets bedste i sæsonens første kampe. Han var spilleren, der virkelig gjorde en forskel for os i de første tre-fire måneder, siger Mourinho til Chelseas hjemmeside.

- I øjeblikket er han ikke en matchvinder og scorer ikke mål, men han spiller heller ikke dårligt. Men han spiller i dag, og forhåbentligt spiller han godt.

Oscar scorede senest for Chelsea den 26. januar, da han afgjorde FA Cup-kampen mod Stoke med sit enlige mål i 1-0-sejren.