Moyes: Vi skal nok få handlet
Illustration
Premier League

Moyes: Vi skal nok få handlet

Manchester United-manager David Moyes kan næsten love, at klubben henter spillere denne sommer.

Hidtil har der været særdeles rolig transferaktivitet omkring Manchester United. De engelske mestre har kun tilføjet Guillermo Valera, der ikke forventes at figurere det store i sin første sæson i klubben. Hidtil har den største spænding handlet om, hvorvidt klubben ville være i stand til at købe Cesc Fabregas fri af Barcelona, mens man samtidig har skullet forholde sig til Chelsea-bud på Wayne Rooney. Hverken Fabregas eller Rooney har fået lov til at forlade deres klub.

Onsdag blev Manchester United så kædet sammen med Marouane Fellaini, som David Moyes var træner for i Everton, men Everton afviser, at der er blevet budt på belgieren. Så er der flere transfermål? Ja, siger manager David Moyes, der fortsat tror på forstærkninger i dette transfervindue.

- Jeg tror, vi bringer spillere ind, inden vinduet lukker. De skal nok komme. Vi bevæger os fremad, men hvis du spurgte om, hvorvidt de var tæt på, ville jeg sige, at det ved jeg ikke. Jeg er rolig. Vi har et godt hold, det samme, som vandt mesterskabet sidste sæson, siger David Moyes ifølge Sky Sports.

Manageren blev også spurgt til, hvor man står i forhold til at byde igen på Cesc Fabregas, men skotten holdt sig fra at kommentere på spanierens mulige transfer til Manchester United.

- Jeg kan ikke sige noget om det, men vi køber nogle spillere, inden vinduet lukker, siger David Moyes.