Newcastle-nedturen fortsætter
Illustration
Premier League

Newcastle-nedturen fortsætter

Newcastle United er fortsat uden sejr i Premier League, hvor man mandag aften tabte med 1-0 til Stoke.

Der skulle points på en hårdt trængt Newcastle-konto, da holdet mandag aften gæstede Stoke City i Premier League. Bare tre points var resultatet af sæsonens fem første kampe, mens værterne fra Stoke havde fem points. Newcastle fik dog ikke vendt skuden, da Stoke vandt med 1-0 i mandagens opgør. 

Stoke lagde ud med et godt tilbud til Steven Nzonzi efter bare tre minutters spil, der dog sparkede forbi mål. Efter et kvarters spil kunne værterne dog juble. Efter et Newcastle-forsøg fra Emmanuel Riviere slog hjemmeholdet nemlig til i den anden ende, hvor Peter Crouch pandede et godt indlæg i nettet til 1-0. 

Newcastle forsøgte at presse på for en udligning frem mod pausen i et opgør præget af hårde dueller og mange spilstop, men trods chancer i begge ender blev der ikke scoret yderligere før pausen. 

De 26.332 tilskuere kunne se Stoke åbne godt efter pausen, hvor man trods flere gode forsøg dog ikke formåede at lukke kampen. Newcastle blev ikke for alvor farlige før slutfasen i en chancefattig anden halvleg, hvor det afsluttende pres dog også gav flere gode muligheder til hjemmeholdet. 

Ind ville bolden dog ikke, og dermed kunne Stoke tage en vigtig 1-0 sejr over Newcastle, der fortsat ser ud til at være i store problemer i Premier League.