Premier League

Ny Liverpool-boss sigter mod mesterskab

Brendan Rodgers har store ambitioner i sit nye job som Liverpool-manager. Han håber at hente det engelske mesterskabstrofæ til Anfield.

Efter flere dages tilløb blev den nu tidligere Swansea-manager Brendan Rodgers i dag præsenteret som ny manager for Liverpool FC.

Han glæder sig over sit nye job og takker samtidigt sin tidligere klub for at få lov at skifte.

- Da Liverpool kom på banen for anden gang og sagde, at jeg var deres førsteprioritet, må man tænke seriøst over det. Jeg talte med formand Huw Jenkins, som er en fantastisk mand, og han gav mig tilladelse til at tale (med Liverpool, red.). Da jeg fandt ud, at jeg var førstevalg hos de vigtige folk i Liverpool, var det egentlig en let beslutninge, siger Brendan Rodgers ifølge Sky Sports.

Den nye Liverpool-manager har i første omgang skrevet en tre-årig kontrakt med klubben, og han ser frem til at føre den tilbage i toppen af engelsk fodbold.

- Dette er en langvarig plan, hvilket er vigtigt for mig. Det kommer til at tage nogle år. Først og fremmest vil jeg forsvare klubbens principper om offensiv og kreativ fodbold, men med teknisk disciplin, fortæller Rodgers, der håber at hjemtage det engelske mesterskabstrofæ i løbet af sin tid i klubben.

- Det er mere end 20 år siden, de har vundet titlen - de er måske ikke klar til title nu, men processen begynder i dag, og det er en ny cyklus. Det er noget, vi arbejder frem mod i de kommende år, fastslår Rodgers.

Liverpool sluttede på ottendepladsen i den forgangne Premier League-sæson.