Video : Tipsbladet
Premier League

Officielt: Bournemouth henter Jermain Defoe

AFC Bournemouth har skrevet en tre-årig kontakt med Jermain Defoe, der havde stor succes i klubben som teenager.

Der er næsten garanti for mål, når Jermain Defoe er på holdkortet. Sidste sæson blev dog en nedtur for angriberen, da han sammen med Sunderland skuffende rykkede ud af Premier League. Det betyder dog ikke, at Defoe skal gå på kompromis med den bedste række i den kommende sæson.

Torsdag kan AFC Bournemouth nemlig meddele, at de har hentet Jermain Defoe på en kontrakt gældende for de kommende tre år. Han skifter på en fri transfer, og det er lidt af en profil, Bournemouth får ind. Defoe var udlejet til netop Bournemouth som teenager, hvor han satte rekord med mål i ti kampe på stribe. 

Det er da også en glad angriber, der vender tilbage: 

- Det er skønt at være tilbage, og jeg ser virkelig frem til denne udfordring. Da muligheden opstod for at vende tilbage til AFC Bournemouth, vidste jeg med det samme, at det var det helt rigtige for mig, siger Jermain Defoe til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Det var en let beslutning at tage. Jeg kommer til et fantastisk hold med en fantastisk manager. Det er et skønt sted at være. Bournemouth-fansene ved, at hver gang jeg bærer trøjen, vil jeg give 100 procent. Samtidig kan jeg garantere mål, udtaler Defoe.

Jermain Defoe er 34 år. Han har spillet 57 landskampe for England, hvor det er blevet til 20 mål.  Han har desuden et hav af træffere på CV´et fra klubber som West Ham, Tottenham, Portsmouth, Toronto og altså senest Sunderland.