Oscar: Glad for at være i Chelsea
Foto: Matt Dunham/Polfoto
Premier League

Oscar: Glad for at være i Chelsea

Chelseas brasilianer Oscar er fortsat glad for at spille i den engelske klub, der er på vej mod mesterskabet.

I 24 af 32 Premier League-kampe er brasilianske Oscar startet inde for Chelsea, og han er dermed på papiret blevet en vigtig brik for klubben. Godt nok har en engelsk avis skrevet, at Chelsea kan være klar til at sælge Oscar, hvis det rigtige bud kommer, men Oscar har fået en nøglerolle på et hold, der er på vej mod det engelske mesterskab.

Brasilianeren spiller sammen med Willian og Eden Hazard på den offensive del af midtbanen, og han er glad for at spille i Chelsea, som det ser ud i øjeblikket, efter han kom til klubben for 270 millioner kroner tilbage i 2012.

- Jeg er enomt glad for at være her. Jeg kommer godt ud af det med alle, og klubben støtter og roser mig. Chelsea er en af de bedste klubber i verden, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal forlade klubben, siger Oscar til Saturday Night Football.

- Det har været en god sæson for Chelsea, og jeg er glad for vores sæson indtil videre. Jeg er tilfreds med mine egne præstationer i sæsonen, selv om jeg måske kan bidrage en smule mere, siger han videre.

Oscar, 23 år, skiftede som sagt i 2012 til Chelsea fra den brasilianske klub Internacional. Han havde problemer i starten med at komme ind på holdet, men præstationerne er altså blevet så stabile, at Mourinho oftest har ham i startopstillingen.