Pardew forsøger at lukke øjnene for presset
Illustration
Premier League

Pardew forsøger at lukke øjnene for presset

Alan Pardew siger, at han forsøger at fokusere på Newcastles næste kamp mod Stoke, selvom han indrømmer, at han er en presset mand.

Newcastles træner, Alan Pardew, sidder ikke på den mest sikre taburet i hele verden, og de fleste forventer, at det blot er et spørgsmål om tid, før det ene ben knækker og Pardew ryger af stolen som træner i Newcastle.

Bedre blev det ikke ligefrem, da det kom frem, at Newcastles ejer i en ond vittighed havde sagt, at han ville fyre Pardew, hvis ikke klubben hentede tre point i mandagens kamp mod Stoke.

Pardew forsøger dog at tage presset med ro og fortæller, at han tror, at Newcastle-ejeren Mike Ashley blev fejlciteret:

- Ting kan blive taget ud af kontekst. Jeg tror, at Mike Ashley forsøgte at støtte mig på hans egen lidt specielle måde, sagde Pardew.

Pardew fortæller samtidig, at selvom han hverken har set eller snakket med Newcastles ejer hele ugen, så ved han godt, at det kun handler om at få en sejr i hus mpd Stoke, hvis Newcastle vil væk fra bundplaceringen i Premier League:

- Selvfølgelig er det vigtigt for ham, at vi får en sejr. Jeg har nogle ar, og jeg har været under hårdt pres i en række uger nu, siger Pardew. 

Newcastle har i denne sæson endnu ikke vundet en kamp og har blot samlet tre point sammen.