Pellegrini: Hellere mesterskab og fyring end job og trofætørke
Foto: Rui Vieira/Polfoto
Premier League

Pellegrini: Hellere mesterskab og fyring end job og trofætørke

For en fodboldtræner handler det om at vinde noget, og derfor har Manuel Pellegrini det fint med at vinde mesterskabet og så blive fyret i Manchester City. Hellere det end fem år under titler.

En af denne sæsons med vedholdende historier handler om Pep Guardiolas skifte til Manchester City. Jobbet som manager bestrides dog allerede af Manuel Pellegrini, og han skal ugentligt finde sig i nye historier om sin angivelige afløser.

Det lader dog ikke til, at det påvirker chileneren synderligt. Han siger i hvert fald selv, at det ikke er så vigtigt at beholde jobbet, som det er at vinde titler.

- Jeg tror ikke, mit job i fremtiden er afhængig af trofæer. For mig som manager er det vigtigt at vinde mesterskabet, fordi det er mit job. Jeg tænker sådan, at hvis jeg havde muligheden for at forlænge med fem år og ikke vinde mesterskabet eller vinde mesterskabet og blive fyret, ville jeg foretrække at vinde mesterskabet og blive fyret. Som manager er det dit job at vinde mesterskabet, så det andet betyder ikke noget, siger han ifølge Sky Sports.

Pellegrini mener endda, at det er ejerens ret at fyre den siddende manager, uanset hvor meget man så vinder.

- Jeg synes, at hvis man er ejer af en klub, må man have muligheden for at erstatte manageren, om han vinder mesterskabet, eller han ikke vinder mesterskabet. Det handler om, hvorvidt han stoler på måden at arbejde på. Det er vigtigere for ejerne, end om man vinder et trofæ eller ej.

Pellegrini og Manchester City har udmærkede muligheder for at vinde noget sølvtøj i denne sæson. Man er fortsat med i Champions League, i semifinalen i Capital One Cuppen, ligger nummer tre i Premier League, og i aften tager man så hul på FA Cuppen med en udekamp mod Everton.