Pellegrini: Negredo ude i to-tre måneder
Illustration
Premier League

Pellegrini: Negredo ude i to-tre måneder

Alvaro Negredo brækkede forleden foden, og Manchester City-manager, Manuel Pellegrini forventer, at spanieren skal holde op til tre måneders pause.

Manchester City testede i fredags formen af på udebane mod Hearts, og det viste sig som en dyr test for de engelske mestre. Undervejs måtte Alvaro Negredo nemlig udgå med det, som senere har vist sig som en brækket fod.

Den 28-årige angriber, der imponerede med 23 mål i sine første 33 Manchester City-kampe i sidste sæson, kommer dermed ikke i kamp lige foreløbigt.

- Alvaro har fåret foretaget en operation, og er nok ude i to til tre måneder. Det er et tab for os, fordi Alvaro er et vigtigt medlem af truppen, så han bliver savnet, sagde Pellegrini på nattens pressemøde i USA, hvor Manchester City i øjeblikket er på træningslejr.

Pellegrini afslørede desuden, at han håber på at kunne præsentere en eller to nye spillere inden transfervinduet lukker.

- Jeg synes ikke, at truppen er komplet, men vi har seks uger tilbage af transfervinduet. Måske er der en mulighed for at hente en eller to nye spillere til, men det har vi tid til at overveje.

Manchester City har især været sat i forbindelse med Portos talentfulde midterforsvarer, Eliaqium Mangala.