Pellegrini: Vi skal slå Chelsea
Illustration
Premier League

Pellegrini: Vi skal slå Chelsea

Manuel Pellegrini kalder søndagens topkamp mod Chelsea for en kamp, som Manchester City skal vinde.

Sidste års mestre fra Manchester City har blot spillet fire kampe i denne Premier League sæson, men er allerede fem point efter Chelsea, der fører Premier League.

Manchester City har samtidig ikke vundet i deres seneste to kampe, og derfor er det nødvendigt med en sejr i søndagens kamp mod Chelsea, fortæller Manchester Citys træner, Manuel Pellegrini:

- Jeg forsøger altid at være positiv, så jeg håber ikke, at vi taber og kommer otte point efter Chelsea. Vi har været uheldige i vores seneste to kampe, men disse ting sker, og derfor bliver vi nødt til at vinde mod Chelsea på søndag, så vi kun er to point efter dem, siger Pellegrini.

Manchester City tabte i midtugen med 1-0 til Bayern München på udebane, mens de heller ikke lykkedes med at hente tre point i sidste weekends kamp mod Arsenal.