Pochettino: Aguero er verdens bedste
Illustration
Premier League

Pochettino: Aguero er verdens bedste

Tottenham-manageren storroser landsmanden før lørdagens møde.

Tottenham står lørdag overfor en stor opgave, når man skal til Manchester, hvor City venter. Her har man ikke de bedste erfaringer. De sidste to opgør er endt med henholdsvis 1-5 og 0-6 nederlag, og hvis man skal tro Tottenham-manager Pochettino, så bliver det også svært lørdag eftermiddag. 

I Manchester City løber verdens bedste angriber nemlig rundt. Det fortæller den argentinske manager før kampen. Landsmanden Sergio Aguero gør noget helt særligt ved Pochettino, når han spiller.

- Når Aguero spiller, er det som klassisk musik inde i mit hoved. Det er som Mozart. Jeg mener, at han er den bedste angriber i verden. Hverken Messi eller Ronaldo er ægte angribere, men det er Aguero. Han har alt. hvad en rigtig angriber skal have, udtaler Pochettino til Daily Mail.

- Selvom han også er argentiner, så er jeg ikke farvet. Han er den bedste. Vi bliver nødt til at gøre det svært for ham, for ellers vil han score. Sådan er det. 

Sergio Aguero har allerede scoret fem mål i Premier League, hvilket kun er fire mål mindre end hele Tottenhams trup til sammen. At det bliver en svær kamp, kan man også se på Tottenhams resultater mod top-4 mandskaber. Her har man kun formået at hente to points i ti kampe.