Pochettino: Førstepladsen motiverer os
Foto: Richard Heathcote/Getty Images
Premier League

Pochettino: Førstepladsen motiverer os

Tottenham-træner Mauricio Pochettino siger, at den mulige førsteplads motiverer spillerne forud for mødet med Bournemouth

Tottenham ligger i øjeblikket på en tredjeplads, men de kan for en stund overtage førstepladsen i weekenden. Manchester City og Arsenal ligger lige nu over London-klubben med et enkelt point hver, men de spiller begge to senere på weekenden end Tottenham.

Spurs har derfor en mulighed for at lægge pres på de andre ved at vinde over Bournemouth.

- Det er en stor motivation for os at slutte kampen med tre point, så vi ligger øverst i tabellen. Bedre motivation findes ikke, siger Pochettino ifølge skysports.com.

- Først og fremmest skal vi vinde kampen, og vi står over for et rigtig godt hold med en dygtig manager som Eddie Howe, så det vil blive en svær kamp. Motivationen er dog i top på træningsanlægget, og vores spillere er fokuserede på at ligge øverst i tabellen.

Jan Verthongen nævnte tidligere på ugen, at Tottenham besidder en af de bedste og breddeste trupper. 

- Det er et spørgsmål om mentalitet. Jeg tror, at vi er en af de bedste trupper mentalt. Vi er meget stærke, og det tror jeg, er meget vigtigt - ånden, siger argentineren til Verthongens kommentarer.

- Kvalitet er altid subjektivt. Jeg tror, at folkene i andre klubber og spillere mener, at de har den bedste trup. Det er dog vigtigt for mig at høre, at spillerne tror på, at vi er stærkere end de andre. 

Harry Kane er tilbage på træningsbanen for Tottenham, og Toby Alderweirelds skade er ikke så slem som først antaget.