Premier League-klub vil gafle Olsen
Illustration
Premier League

Premier League-klub vil gafle Olsen

Den dansk-svenske målmand Robin Olsen kan være tabt for det svenske mesterhold Malmø FF.

Malmø FF har dette efterår spillet med i Champions League, og det har fået en række klubber i Fodboldeuropa til at tage et nærmere kig på holdets stjerner. Således skulle den målfarlige angriber Emil Forsberg allerede nu være på vej væk fra det svenske mesterhold.

Næste mand i køen til at blive skudt afsted mod en af Europas største fodboldligaer kan meget vel blive den dansk-svenske målmand Robin Olsen. Således skulle Hull City, der til dagligt frister en tilværelse i Premier League, være klar til at smide penge efter keeperen til januar, skriver flere svenske medier.

Olsens agent, Hasan Cetinkaya, afviser dog at kommentere på Olsens fremtid:

- Det eneste jeg kan sige er, at der er interesse for Olsen, da han har spillet godt i både Allsvenskan og Europa. Jeg vil ikke udtale mig om, hvilke klubber der er tale om, fortæller agenten til Fotbollskanalen.se.

Det menes, at Hull City er klar til at kaste omkring syv millioner kroner efter Robin Olsen, der i sidste sæson var den keeper, der lukkede færrest mål ind i den bedste, svenske række.