Premier League-klubber vil have Ragnar Sigurdsson
Foto: Polfoto
Premier League

Premier League-klubber vil have Ragnar Sigurdsson

Både Tottenham, Leicester og Liverpool meldes interesseret i Ragnar Sigurdsson. Det skriver The Guardian.

Den tidligere FCK-profil Ragnar Sigurdsson er et varmt navn i europæisk fodbold denne sommer. Islændingen har gjort det godt under den igangværende EM-slutrunde, og det har fået flere klubber til at holde øje med spilleren. 

Nu skriver den velorienterede engelske avis The Guardian, at flere klubber i Premier League er interesseret i den islandske landsholdsspiller, der er på kontrakt i russiske Krasnodar frem til sommeren 2018. 

Ifølge The Guardian er både Tottenham, Leicester og Liverpool blandt de klubber, der vil have Sigurdsson, men flere andre klubber menes at vise interesse for forsvarsspilleren, der var i FC København fra 2011 til 2013. 

FC København solgte i januar 2014 Ragnar Sigurdsson til FC Krasnodar for en sum omkring 37,5 millioner kroner. Det har ikke været fremme, om FC København har en videresalgsklausul i aftalen med Krasnodar, der vil kunne sende millioner til de danske mestre i forbindelse med et salg, og selvom tipsbladet.dk har forsøgt at få klarhed over sagen hos FC København, er det ikke lykkedes.

Den danske mesterklub er således ikke kommet med et klart svar på tipsbladet.dk's henvendelse.